Hvor blev han lige af???

Dennis Toftegaard var et af de aller største unge talenter tilbage i 1990erne og starten af 2000 tallet. Han dystede med nutidens store navne som Nikolaj larsen, Emil Larsen og Christian Juul. Pludselig i 2003 forsvandt Dennis, og man så ikke noget til ham i meget lang tid. Senere er han dog dukket op på motorbanerne igen. 2620racing bad Dennis om at fortælle historien om hvorfor han lige pludselig forsvandt. Vi bad ham om at fortælle om sin karriere, kampen mod en alvorlig hjertesygdom og hans nuværende tilgang til motocross.

Forhistorien

Det hele startede i slutningen af det herrens år 1991 hvor farmand havde købt en lille PW50 maskine til mig og så gav vi os i kast med det her motocross. Det blev hurtigt et hit i familien. I 1992 kørte vi stadig kun i Sønderskov og det blev her til en 3. plads i klubmesterskabet. Så året efter måtte vi jo ud og prøve kræfter med de her løb som folk snakkede så meget om. Lasse Andersen og jeg tog derfor til Outrup hvor der blev kørt et åbningsløb for deres nye microbane. Her gik det over alt forventning, hvor jeg blev nummer to. Og så kørte det ellers på skinner herfra. Vi deltog i flere og flere løb og et vundet klubmesterskab blev det også til i 1993. I 1995 skiftede jeg så til den legendariske Kawasaki KX60 maskine og skiftet til maskine med gear og større bane voldte lidt problemer i starten. Vi har et gammelt VHS bånd liggende hvor den sølle maskine ikke får lov til at komme væk fra 1. gear op af en bakke. Men jeg kom nu hurtigt efter det og allerede til vinterturneringen hentede jeg den første pokal, det gik bedre og bedre som året skred frem og i 1996 vandt jeg næsten alt der var værd at vinde i 60cc klassen.

I 1998 valgte man så at åbne klasserne som i dag hvor man kørte høje og lave hjul samlet. Jeg havde måske ikke lige højden til at køre på de høje hjul. Men vi tog chancen. Dagen før første DM kørte vi nemlig ind til J.Ø. Service og så købte vi en høj 80cc Honda. Jens skiftede lige til noget tyndere olie i fordæmperne og så var jeg klar til dagen efter. Jeg havde altså kun lige kørt lidt rundt i Jens’ baghave. Men DM’et gik over alt forventning. Jeg kunne jo ikke rigtig nå bæstet, så da 5 sek skiltet kom op, hoppede jeg op på maskinen, holdt balancen og lagde fra land. Det må dælme have set sjovt ud. En samlet 6. plads på dagen blev det til og alle var glade og tilfredse J Og resten af sæsonen forløb også rigtig godt og jeg blev nr. 4 i DM.

I 1999 rykkede jeg så fra B80 til A80 som var blevet oprettet året før. Endnu en sæson der gik ganske glimrende. Jeg mener det blev til en 8. plads i DM’et selvom det blev til 0 point i Slotsbjergby da jeg måtte tage derfra med et brækket kraveben. Faktisk på det værst tænkelige tidspunkt, for 3 uger senere skulle der nemlig køres nordisk mesterskab for hold i Norge, hvor jeg var udtaget. Men godt bundet op, et par gigtpiller og en nedjusteret målsætning om ikke at blive dårligste dansker, så gik det faktisk okay.

2000 er nok mest af alt et år der skal gå i glemmebogen. Der var ikke meget der lykkedes der.

Det gjorde det til gengæld i 2001, som må siges at være mit bedste år. Man havde omdøbt klassen til B85 Open og vi var en del der kørte lige op med hinanden. Sven Hansen, Emil Larsen, Steven Jensen, Christian Juul bare for lige at nævne nogle af dem. Så der var rigtig mange spændende heats det år. Med lidt mere held i sprøjten kunne det måske også være blevet til en DM titel. Men den måtte jeg desværre se Sven Hansen løbe med. Emil Larsen 2’er og så fik jeg mig min første DM medalje som nr. 3. Bronze blev det også til i JM/FM. Men det store højdepunkt var Honest International Youth Schoolboy Cross, der dette år blev kørt på Dansk grund i Vesterbæk. Her vandt jeg 85cc 14-16 år klassen. Dengang som kun tredje dansker nogensinde. En sejr der betyder rigtig meget for mig og som jeg stadig er meget stolt af. På hold siden blev det til 2 bitre sølvmedaljer. Nemlig i DM for hold hvor jeg sammen med Lasse Andersen blev nummer 2 lige efter Emil og Nikolai Larsen. Husker det som var det i går, da Lasse styrter 500 m før mål og Nikolai kommer forbi. Og til Nordisk Mesterskab for hold sluttede vi á point med Finland, men de vandt på grund af flest heatsejre. Men et rigtig godt år var det trods alt!

I 2002 rykker jeg så op i B125 og første afdeling går rigtig godt. Jeg bliver 4’er, men jeg kan ikke rigtig følge op på det gode resultat og da jeg senere det år tager på efterskole, så bliver der mindre og mindre tid til motocrossen. Jeg får dog stadig kørt noget, men i 2003 må jeg desværre indstille karrieren.

Hvorfor stoppede jeg?

Til DM for klubhold i 2003 skulle vi forsøge at køre os til en A-finale. Efter en dårlig start i sidste heat kæmper jeg mig godt op gennem feltet og det lykkedes faktisk at få en fornuftig placering. Men jeg kører op til vores bil og falder så omkuld her. Her har jeg det virkelig ikke godt. Det hele sejler bare. Men jeg går over til en busk for at tisse og her står der flere - har jeg efterfølgende fået af vide – der kalder og prøver at komme i kontakt med mig. Men jeg ænser intet og går over til bilen og lægger mig ned igen. Der ligger jeg noget tid. Min far plejer altid at komme op til bilen, men for en sjælden gangs skyld bliver han på banen til dagens sidste heat. Ligger nok der 10-15 min. Før nogle finder mig liggende der. Og jeg er helt væk. Jeg opserverer ikke rigtig noget. Mit syn er helt sort i bunden og alt er gnedet helt sammen i toppen og biler og mennesker omkring mig er sådan helt virkelighedsfjerne. Så er der heldigvis nogle der henter samaritterne. De tilkalder en ambulance. Men kun en såkaldt B ambulance der kommer når den lige kan. Her tager Kurt Nielsen dog over og får en ambulance til stedet hurtigst muligt. Det skulle vise sig at redde mit liv. For det der skete var at jeg havde hjerteflimren og  min puls lå på omkring 300 på det tidspunkt og gjorde det hele vejen ind til Aalborg sygehus. Alt er hektisk i ambulancen og hele tiden hører jeg bare det her ”VT rød alarm”. Det var virkelig ubehageligt, samtidig med jeg også havde fysisk dårligt! På et tidspunkt støder også en lægeambulance til og den agerer spydspids ind til sygehuset hvor de står klar med en defibrillator til at støde mit hjerte på plads. Nu er den værste fare forbi og jeg overlevede heldigvis. Efter en del undersøgelser fandt man ud af at mit højre hjertekammer var for stort og det derfor ville bevæge sig ind mod det venstre og blokere for blodstrømmen. Derfor lavede det en slags ”badeboldseffekt” hvor den pumper en masse blod ind, men den kan ikke komme af med det igen. Så slår hjertet pludselig hurtigt og på et tidspunkt kan det ikke indeholde mere blod og så vil hjertet springes. For at det ikke skal ske igen valgte man så at indoperere en ICD pacemaker på mig. En lignende type som både Anja Andersen og Ståle Solbakken har. Denne går simpelthen ind og støder hjertet på plads. Akkurat som en defibrillator som vi kender fra sygehuset.

Efter denne tur stoppede jeg karrieren, men i 2006 blev det alligevel for meget for mig. Havde svært ved at undvære noget der havde betydet så meget for mig. Og da vi stadig havde 125’eren til at stå prøvede jeg at komme ud og køre lidt igen. 125’eren byttede vi til en 250’er og så var det meningen at jeg bare lige skulle ud og hygge mig lidt. Var jo pludselig også blevet en stor dreng. Når man spiser hvad man plejer og ikke træner som man plejer så går det jo hurtigt med vægten J.

Men jeg starter som sagt lige så stille op igen. Kører et par gange i Skagen og finder jo ud af at man nok aldrig helt glemmer hvordan man skal køre motorcykel. Så prøver også at stille op til vinterturneringen. 3 løb senere stod man så man den samlede førsteplads i den og så tænkte jeg at det da også kunne være sjovt at stille op til første DM. Havde altid godt nok kunnet lide Hadsund banen, så det skulle prøves. Her bliver jeg 4’er, så tænker at det da godt kunne være man skulle træne lidt mere og jeg begynder at køre mere og mere. Men så i sommeren 2006 til et klubmesterskab på ørnedalen går det galt. Her får jeg et stød af pacemakeren. Pr. refleks tager man jo en hånd op til hvor det gør ondt, men med fuld gas på en 250’er er det måske ikke det smarteste at gøre op over et par hop. Heldigvis redder jeg den. Jeg triller i mål og beslutter så her at sige… Det var det. Det duer ikke mere. Lægerne var af samme opfattelse og gav mig et ultimatum. Jeg måtte droppe crossen, ellers ville de ikke hjælpe mig. Så valget var ikke så svært. Der er jo også andet end motocross.

NU

Men når motocross har været en del af mig så mange år er det jo ikke sådan noget man bare giver slip på. Men jeg kunne simpelthen ikke vise mig på en crossbane, det var simpelthen for svært for mig at se kammeraterne køre og vide at det kunne jeg ikke, så i resten af 2006 og hele 2007 viste jeg mig faktisk ikke på en crossbane. Til gengæld begyndte jeg at spille golf, for skulle da have et eller andet at give mig til. Her ville jeg heller ikke acceptere at være den næstbedste når jeg var ude og spille med kammeraterne, så der blev også lagt nogle træningstimer og det kunne også lade sig gøre da jeg gik i skole (HHX på det tidspunkt), men med arbejde osv. Så var det svært at få til at hænge sammen, så har faktisk ikke spillet siden. Crossen var dog ikke glemt. Min lillebror kørte jo stadigvæk og i 2008 tager jeg lidt med ud og hjælper ham. Han er på daværende tidspunkt kommet med i Crossdanmark Racing Team. Og i takt med jeg tager mere og mere med ud, involverer jeg mig også mere og mere i teamet. Så udover at træne teamets kørere tager jeg også opgaven som en slags altmuligmand i teamet. Noget jeg fortsætter med i 2009. Men efter 2009 sæsonen vælger jeg at takke af. Flere ting gjorde at det måske ikke lige var mig mere. Så i 2010 prøvede jeg noget helt nyt, nemlig at være personlig træner for Joan Andersen i dameklassen. Det samarbejde blev dog afbrudt midt i sæsonen, da logistikken osv. Vanskeliggjorde de planer vi egentlig havde. Så resten af 2010 gik egentlig med igen at hjælpe lillebror lidt og så er vi jo faktisk fremme ved nu. Og hvad sker der så ske næste år?

Fremtiden